
Bachkoncert med Henrik Dam Thomsen (cello) og Morten Schousboe (orgel)
Henrik Dam Thomsen (cello) og Morten Schousboe (orgel)
spiller musik af J.S.Bach sammen og hver for sig
Gratis adgang
På programmet: Solo-suite for cello / Gambesonate for cello og orgel / Toccata, adagio og fuga i C-dur for orgel
I den tyske by, Köthen i årene omkring 1720 komponerede Johann Sebastian Bach 6 suiter for solo cello. Omstændigheder omkring tilblivelsen er gådefuld og værkerne lå hengemt og blev sandsynligvis ikke spillet i de efterfølgende 100/150 år.
Ikke desto mindre står nodehæftet med Bach’s suiter i dag forrest på nodestativet hos de fleste cellister verden over som et af de vigtigste læringsgrundlag både musikalsk og celloteknisk.
For DR Symfoniorkestret’s solocellist, Henrik Dam Thomsen har suiterne været en tro følgesvend siden midt-firserne hvor han som dreng for første gang blev bekendt med Bachs mesterværker og han beskæftiget sig med musikken lige siden.
Viola da Gamba eller Gambe er et musikinstrument i strygerfamilien fra renæssancen. Det er en slags forløber for celloen som findes i flere størrelser.
Meget kunne tyde på at Gamben på Bachs tid var det foretrukne instrument til solistiske opførelser, hvor celloen i højere grad hørte til i orkestret.
De tre sonater for viola da gamba og obligat cembalo BWV 1027-1029 hører til blandt Bach’s kammermusikalske mesterværker. Da det eneste overleverede originale nodemateriale af værkerne er manuskriptet af Sonate BWV 1027, kan sonaternes præcise kompositionsdato ikke fastslås med sikkerhed.
Flere forskellige forskere er dog kommet frem til at værkerne højst sandsynligt blev komponeret i Leipzig i slutningen af 1730’erne eller i begyndelsen af 1740’erne.
Henrik Dam Thomsen er en dansk cellist, født i 1973 og uddannet i København, London og Bloomington (Indiana, USA), hos prominente navne som Morten. Zeuthen, Torleif Thedeen, William Pleeth og Janos Starker.
Han har siden 1999 været ansat som 1. solocellist i DR Symfoniorkestret og med dette orkester, turneret verden over med dirigenter som Yuri Termikanov, Kurt Sanderling, Herbert Blomstedt, Rafael Frübeck de Burgos og Fabio Luisi.
Som solist har Henrik Dam Thomsen optrådt med førende danske symfoni- og kammerorkestre, og i 2006 havde han sin debut i Japan, da han optrådte som solist i Dvorak's cellokoncert med New Japan Philharmonic Orchestra i Tokyo.
Henrik Dam Thomsen har medvirket på over 150 CD-produktioner og på en lang række film-scores og tv-serier. Heriblandt 4 af Lars von Trier´s film.
Hans solo-CD med værker af Kodaly og Britten (Chandos Records, 2004) blev nomineret til en Danish Music Award og modtog en række fremragende anmeldelser i internationale fagblade.
Desuden er det blevet til 3 udgivelser med pianisten, Ulrich Stærk hvor den seneste var et samarbejde med DR og Dacapo Records omkring verdens første APP-udgivelse.
Henrik Dam Thomsen har gennem en årrække desuden et løbende samarbejde med DR Pigekoret, Copenhagen Cello Quartet og er for tiden CD aktuel med udgivelsen, STILL LIFE som er et duo samarbejde med komponisten og Hammond-Orgel-spilleren, Anders Koppel.
Læs mere på www.henrikdamthomsen.com
Morten Schousboe er opvokset i Kalundborg hvor han spillede klaver hos Niels Eskjær og orgel hos Margrethe Østergård. Han tog Diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i 1997 – og solistdebuterede i 1999 som elev af blandt andre Bohumilla Jedlichkova, Dan-Oluf Stenlund, Lasse Ewerlöf og Bine Bryndorf.
MS optræder ofte som orgelsolist og akkompagnatør af kor og solister med særlig interesse for musik af J. S. Bach, dansk, tysk og fransk romantisk musik og specielt musikken af den franske komponist Olivier Messiaen.
Morten Schousboe har siden januar 2000 været organist ved Frihavns kirke, Østerbro, hvor han er en flittig koncertarrangør og sammen med korleder Marlene Lollike er primus motor i det omfattende børnekorsarbejde i Rosenvængets sogn.
MS har indspillet ”La Nativité du Seigneur” af Oliver Messiaen på CD.